En drøm brister og en ny opstår: at blive anerkendt forfatter
I denne selvstændige fortsættelse til "Hans Christian" fra 2024 får vi endnu engang et indblik i den store forfatters liv, som han selv skildrer med sin karakteristiske stemme.
”Hvor var der dog uendeligt mange veje at gå på papiret, når det lå aldeles hvidt og frit!”
I København bliver den unge Hans Christian vurderet og fundet for let til Det Kongelige Teater, og det besluttes i stedet, at han skal skole for at få den nødvendige dannelse.
Hans Christian kommer både forbi Helsingør og Slagelse for at ende tilbage i København, og vi følger ham hele vejen. Han har nemlig et formål med at udstå tyranniet fra underviserne og al den lektielæsning: Hans Christian vil være en anerkendt forfatter! For hvis han ikke kan stå på scenen, så må han være den, der skriver, hvad der skal foregå.
I 2024 kom det første selvstændige bind, “Hans Christian”, om Danmarks mest kendte forfatter. Her fulgte vi ham i hans barndomsår, hvor længslen efter noget større og efter at underholde førte den unge Hans Christian til København.
I "Hans Christian II - Ungdomsforsøg" vil læseren endnu engang opleve digterens unikke sprog og tone, med citater og referencer til hans kendte værker. Romanen fortæller om det barn, der nægtede at lade sig kue, og som nu er blevet en ung mand, der kæmper med både samfundets forventninger, en streng rektor og ulykkelig kærlighed. Kort sagt, Hans Christian er på en afgørende etape af sin livsrejse, der vil forme ham til den H.C. Andersen, vi kender.