En forkommen mand dukker op ved et forfaldent Hesbjerg Slot...
En udtæret alkoholiker findes bevidstløs i en båd nær Svendborg. En ældre læge bliver brutalt angrebet af en stor hund. En syrisk kvinde falder ned fra en høj bygning i Odense.
Tre hændelser der øjensynligt intet har med hinanden at gøre… Lige indtil en forkommen og navnløs mand dukker op ved det nedslidte Hesbjerg Slot i nærheden af Tommerup på Fyn, flere uger senere. På mandens krop er der utallige dyrebid, og det viser sig snart, at han har været offer for en forfærdelig forbrydelse.
Politikommissær Line Præst og hendes søster Ragnhild, en psykolog i Regionspsykiatrien, må, stærkt imod Lines vilje, samarbejde om en efterforskning, der trækker psykiatriens dystreste sider frem og afslører en ondskab, der dag for dag kommer skræmmende tæt på.
Hund er første bind i Mads Peder Nordbos nye Præst-serie. Han er senest udkommet, i samarbejde med Sara Blædel, med krimierne Opløst fra 2021 og Sår fra 2023, og har tidligere udgivet sin egen krimiserie, hvor første bind var Pigen uden hud.